Ligestilling blandt etniske minoriteter

Vi skal fremme ligestilling blandt indvandrere og flygtninge.

Ligestilling er en grundlæggende frihedsrettighed i Danmark, som alle skal nyde godt af. Det gælder, uanset om man er ny i landet eller har været her længere tid og uanset ens baggrund, kultur, traditioner og religion. Det handler både om, at alle skal bidrage på arbejdsmarkedet, så rettigheder og pligter følges ad. Men det handler også om at dele grundlæggende danske værdier om frihed, ligeværd og ligestilling mellem kønnene.

Den nye frihedskamp

I dag står vi over for et nyt kapitel i ligestillingens frihedskamp: De nye danskere. For mange indvandrer- og flygtningekvinder oplever stadig, at de ikke frit kan bestemme over eget liv og egen krop. Hver femte minoritetsetniske mand mener, at mænd skal have det sidste ord i hjemmet, og mere end hver sjette synes, at en kvinde, der går udfordrende klædt, selv er skyld i et seksuelt overgreb. Samtidig er der kvinder, der holdes i ægteskab mod deres vilje, fordi deres ret til skilsmisse ikke anerkendes af den tidligere ægtemand, familien eller nærmiljøet.

Ligestilling mellem kønnene skal også gælde for dem. Det kræver et opgør med de normer, der eksisterer i dele af Danmark. Det kræver først og fremmest, at flere bliver en del af det danske fællesskab. Hvor vi deler de samme grundlæggende værdier. Og hvor vi møder hinanden i boligområder og skoler.

Mange minoritetsetniske kvinder siger fra og tager kampen. Regeringen vil støtte op om deres frihedskamp. Det kræver en indsats, der bredt har fokus på arbejdsmarkedet, inddragelse af civilsamfundet og støtte til de kvinder, der tager opgøret samt fokus på de familiestrukturer, som nogle gange står i vejen for den enkeltes valg i livet.