Transport :
Der er forskel på, hvordan kvinder og mænd påvirker miljøet omkring os. Et svensk studie viser, at kvinder generelt efterlader et mindre ”carbon footprint” end mænd (Johnsson-Latham 2007). Et af de områder, hvor der er stor forskel på kvinders og mænds CO2 påvirkning, er indenfor transportsektoren. Kvinder bruger i langt højere grad end mænd den offentlige transport, og de har et mere bæredygtigt trafikforbrug end mænd, som oftere kører i bil. Der er med andre ord forskellig, kønsbestemt brug af et fælles transportsystem. Kvinders behov retter sig særligt mod transport til daginstitutioner, korte indkøbsture mv., hvilket nemt overses i udformningen af transportpolitikken. Transporttiden er også ofte afgørende for kvinders valg af job, og det kan medføre, at arbejdsmarkedet ikke i samme omfang har adgang til den kvindelige talentmasse. Hvis kvinder fremover vælger bilen for at blive mobile ligesom mænd, vil det få afgørende konsekvenser for miljøet. Der er derfor også et kønsperspektiv i innovationen af nye og mere energibesparende biltyper, som vil kunne skabe mobilitet uden negative klimapåvirkninger.

På trods af, at det primært er kvinder, der bruger den offentlige transport, er transportsektoren i høj grad domineret af mænd. Dette gælder både transportsektoren som arbejdsplads , ligesom det gælder på det politiske beslutningsniveau.

Et ligestillet transportsystem skal derfor både ses som et middel til en realisering af lige muligheder for kvinder og mænd, og som et middel til at skabe kvalitet og et mere effektivt og bæredygtigt transportsystem, som vil appellere til både kvinder og mænd.

Innovation:
Ligestilling er en drivkraft for velfærd og bæredygtighed. Ligestilling og lige muligheder en forudsætning for en sund økonomi, for social sammenhængskraft og for en bæredygtig klimaindsats.

For at øge en bæredygtig produktion, kræver det innovation/innovative løsninger. Virksomheder, som har ansat både kvinder og mænd, har mere end dobbelt så stor sandsynlighed for at være innovative end virksomheder, hvor der er overvægt af det ene køn. At kvinder i de nordiske lande kom ud på arbejdsmarkedet i 1970’erne bidrog til en samfundsøkonomisk vækst på 40 %. Hvis Danmark skal i front som et bæredygtigt samfund med innovation som et kerneområde, skal alle ressourcer hos både kvinder og mænd således tages i brug.

Forbrug:
Der er forskel på, hvor stor en andel af forbrugerne, der er villige til at betale mere for klimavenlige varer, når man kigger på køn, uddannelse og alder. Blandt kvinderne er det 62 %, mens det er 54 % af mændene. Særligt kvinderne ønsker klimamærkning af føde- og dagligvarer. 81% af kvinderne ønsker det, mens det kun gælder 67 % af mændene .

Forbruget af kød påvirker klimaet i meget høj grad. Kødproduktionen er ansvarlig for næsten en femtedel af de menneskeskabte udledninger af drivhusgasser – hvilket overstiger effekten af den samlede transportsektor . Samtidig er der stor forskel på hvor meget kød henholdsvis kvinder og mænd spiser. En undersøgelse fra DTU om danskernes kostvaner fra 2006 dokumenterer, at mænd spiser langt mere kød end kvinder. Mænd spiser gennemsnitligt 139 gr. kød og kødprodukter dagligt, mens kvinder kun spiser 81 gram. En eventuel omlægning af kødforbruget bør således tage udgangspunkt i de markante kønsforskelle, der er.

Naturkatastrofer, vand og jord:
Klimaændringerne påvirker og har forskellige konsekvenser for kvinder og mænd. Det er derfor nødvendigt at inddrage et køns- og ligestillingsperspektiv i forhold til reduktionsinsatsen, herunder særligt i U-landene.

Det har vist sig, at der er afgørende kønsforskelle i antallet af omkomne i forbindelse med naturkatastrofer, og at andelen af kvinder, der omkommer, har direkte sammenhæng med kvinders økonomiske og sociale rettigheder i området. I samfund, hvor kvinder og mænd har lige rettigheder, omkommer det samme antal kvinder og mænd i forbindelse med katastrofer.

Under cyklonen i Bangladesh 1991 var 90 % af de omkomne kvinder. Kvinder udgjorde majoriteten af dem, der blev dræbt, og af dem der havde mindst chance for at komme sig efter Tsunamien i Asien 2004. I Aceh i Indonesien var mere end 75 % af de omkomne kvinder.

I forbindelse med tørke, hedebølger og oversvømmelser, er det især kvinder, det går ud over, både fordi de udgør majoriteten af verdens mest udsatte, men også fordi de eksempelvis er ansvarlige for de arbejdsområder, der påvirkes af klimaændringerne, som for eksempel at hente vand samt at dyrke jorden.

Men kvinderne er ikke alene ofre, de udgør også en nødvendig ressource, idet de sidder inde med en grundlæggende viden om jorden og vandet (dette har været deres ansvarsområde i familien), som bør inddrages i genopbygningen af et område efter en katastrofe.