Forside
9 gode historier
Værktøjskasse
Headhunting 2007
Her er de kvindelige topledere
Gode råd
Myter
Statistik
Viden og litteratur
Værktøjskasse2008
Rekruttering



KVINDELIGE FANEBÆRERE
– 16 portrætter af kvindelige ledere
Karin Verland
Administrerende direktør, Pfizer

Alder: 45 år

Antal medarbejdere: 250

Omsætning 2002:

600 mio. kr.



Det kræver mod: En uge før Karin Verland skulle føde sit tredje barn, var hun til jobsamtale på Hotel Sara Dan med chefen for det amerikanske selskab Baxter om jobbet som chef for gruppens nordiske dialyse-selskaber.


“Vi talte om, hvad der skulle ske med forretningen, hvilke mål og ideer jeg havde med virksomheden. På et tidspunkt kigger han på min mave og siger: ‘Hvad så med det der?’ Jeg svarede ‘giver du mig jobbet, så giver jeg den hele armen’.”

Der gik et par dage, så vendte han tilbage, og tilbød Verland jobbet.


“Jeg tror ikke, at der er mange kvinder, der er villige til det. Jeg kan ikke værdisætte, om det er rigtigt eller forkert, men jeg kan sige, at det er rigtigt, hvis man vil gøre karriere. Og det er efter min vurdering ikke gået ud over mine børn. Jeg tror ikke, de har taget skade.”


“Jeg begyndte stort set samtidig med, at jeg fødte. Det var meget spændende, men kanonhårdt, fordi jeg rejste hele tiden - og midt i det hele skred min mand. Så sad jeg der med tre børn, hvoraf den lille stadigvæk skulle ammes. Men det gik,” siger Karin Verland, der ansatte en ung pige i huset og derudover fik hjælp af sin mor.


Det blev til seks år hos Baxter. I 2001 blev hun tilbudt jobbet som administrerende direktør i det danske datterselskab af Pfizer, der er verdens største lægemiddelvirksomhed og det hurtigst voksende udenlandske medicinalselskab i de senere år. Når fusionen med Pharmacia falder på plads i løbet af foråret, bliver Pfizer størst på det danske marked med en omsætning på over 1 mia. kr.


“Jeg er ikke belastet af ikke at tro mig på selv, som nogle kvinder er. Jeg har altid troet på, at det kunne jeg godt, det skulle jeg nok klare,” siger Verland.


Der er mange kvinder i medicinalbranchen, men kun få kommer helt til tops. Hos Pfizer, der har datterselskaber i over 100 lande, er der kun to kvindelige administrerende direktører. Og ved direktionsmøderne i Pfizer i Ballerup er Karin Verland omgivet af syv mænd.


“Man er nødt til at gå efter den bedste, og er mandlige ansøgere bedst kvalificerede, bliver de foretrukket,” fastslår hun.


Held, en god uddannelse og mod på udfordringen, når den byder sig, er Verlands forklaring på, at hun er nået så langt.


“Jeg har et godt gammelt udtryk, der siger: Det gælder om at gribe de stegte duer, der flyver forbi. Kommer der nogen med et godt tilbud, og de tror på dig, så skal man sige: Det tror jeg også. Indimellem har jeg det indtryk, at mine medsøstre kan være lidt tilbageholdne og lidt forsigtige. Det er et spørgsmål om at turde række fingeren i vejret og markere sig, ellers er der en mand, der gør det forinden.”


Verland er uddannet læge og nåede blandt andet at arbejde som narkoselæge på Rigshospitalet og Frederiksberg Hospital, før hun fik lyst til at prøve noget andet.


“Jeg havde fulgt den slagne vej indtil da, men efter at jeg havde fået mit andet barn, søgte jeg job som lægemiddelkonsulent og fik tilbudt tre stillinger samme dag. Jeg tror ikke, de var vant til at få ansøgninger fra uddannede læger til den slags stillinger.”


Valget faldt på medicinalfirmaet Astra, hvor hendes job var at tage rundt og besøge hospitalslæger på Sjælland. Hun blev forfremmet til produktchef, og siden rykkede hun til det amerikanske medicinalfirma MSD.


“I medicinalindustrien - i modsætning til sygehusvæsenet - oplevede jeg, at man er hurtig til at se potentialet i en person. Man skal ikke vente fem år på at komme videre. Hvis man har drive, instinkt, intelligens og uddannelse, så får man hurtigt nogle muligheder.”


“I MSD lærte jeg strukturen at kende i en virksomhed, rapporteringsvejene til USA - og politikken. Der er meget politik i så store virksomheder.”


I 1994 rykkede hun videre til Baxter, der producerer hospitalsudstyr og hospitalsprodukter.


“I den periode lærte jeg at arbejde internationalt, og hvordan man får mange funktioner til at arbejde sammen. Samtidig var jeg også ret aktiv i den europæiske ledergruppe.”


“Man skal kunne forstå lugten i bageriet i amerikanske virksomheder. De er ekstremt resultatorienterede, og der er også lidt kæft, trit og retning over dem. Hvis du er god, og hvis du kan levere resultater, så er der stort set ingen begrænsninger i, hvor langt du kan gå.”


Magtspillet optager ikke Verland synderligt.

“Jeg tror ikke, at jeg er magtsyg. Jeg kan sagtens dele æren med andre, og jeg er heller ikke den, der kæfter mest op, når vi har ledermøder eller bestyrelsesmøder, hvis jeg kan høre, at der er andre, der er klogere end mig.”


“Min lommefilosofi er: Hvis man er meget ærlig over for sig selv og omgivelserne, så tror jeg ikke, at man behøver være så politisk. Jeg er veluddannet, jeg har et rimelig godt hoved - og jeg er god til de ting, jeg sætter mig ind i, derfor synes jeg ikke, at jeg har behøvet være så politisk.”


Netværket består primært af gode venner og ledergruppen hos Pfizer, men egentlig optager det ikke Karin Verland så meget.


“Jeg bruger ikke engang min egen chef ret meget. Jeg har en au-stralsk chef i New York, som jeg taler med en gang om måneden. Det er ligesom at spille et brætspil, når du først har sat dig ind i reglerne og bruger reglerne, så kan du egentlig komme langt. Personligt behøver jeg ikke at spørge så meget til råds. Jeg har et stort personligt mod. Jeg gør det bare, og så må vi se, hvad der sker.”



Bedøvet af succes:
Jobbet hos Pfizer er noget nær drømmejobbet.

“Min allerstørste udfordring er, at det går så kanongodt for virksomheden lige nu. Jeg er ikke typen, der råber ulven kommer, men jeg vil meget gerne være i stand til at holde min organisation, alert, hvis tingene skulle ændre sig, og vores succes skulle bliver mindre. Som leder kan du blive bedøvet, hvis du er omgivet af succes i lang tid.”


“Jeg kan godt lide, at der er ressourcer til at udforske de ideer, vi har. Jo mere vi vokser, jo større omsætning, jo større udgiftsbudget kan du lægge for dagen.”


“Jeg har en stærk tro på, at medicinindustrien over de næste år kommer til at skifte ham fra at være en branche, hvor man ofte skal forsvare sig og fortælle omgivelserne, at vi er gode nok, at vi er etiske nok, og det er i orden det, vi laver. Vi er derhenne, hvor befolkningen som sådan vil blive mere opmærksomme på, at lægemidler er gode og kan være livsforlængende og sygdomskurerende. Befolkningen vil også blive mere interesserede i, hvilke mennesker som står bag de lægemidler, de skal i behandling med. Jeg tror, jeg har nogle ideer og visioner om, hvordan det kan gøres på en god måde. Om nogle år tror jeg, at vi bliver meget mere kendte i offentligheden og meget mere accepterede som samarbejdspartnere i det at behandle en syg patient. Jeg tror, Pfizer er et af de bedste steder at være, hvis man vil påvirke den udvikling i kraft af vores størrelse og økonomi.”




Kvindelige fanebærere
Kvindelige prisvindere