| |
|
|
|
Lovforslag om fælles klagenævn sendes i høring
Regeringen sender i dag et lovforslag om at oprette et samlet klagenævn for ligebehandling i høring. Lovforslaget er også et startskud til regeringens aktiviteter i forbindelse med EU’s ligebehandlingsår.
15-01-2007
Høringspartnerne har nu to uger til at komme med deres bemærkninger til lovforslaget. Herefter udarbejdes det endelige lovforslag, som fremsættes i Folketinget onsdag den 28. februar.
Lovforslaget betyder, at alle borgere, der føler sig forskelsbehandlet, får en nem og gratis klageadgang og bedre retsbeskyttelse:
Alle klager om forskelsbehandling bliver samlet i ét nævn: Klagenævnet for Ligebehandling. Det betyder, at borgerne fremover kun skal henvende sig ét sted, hvis de mener, de er blevet forskelsbehandlet. Det gælder uanset, om de føler sig forskelsbehandlet på grund af køn, race, hudfarve, religion eller tro, alder, handicap, national, social eller etnisk oprindelse, politisk anskuelse eller seksuel orientering.
Alle kan nu få deres klage om forskelsbehandling behandlet, uden at de skal gå til en domstol. I dag er det kun muligt for borgere, der føler sig forskelsbehandlet på grund af køn, race eller etnisk oprindelse. Mens borgere, der mener, at de er blevet forskelsbehandlet på grund af for eksempel alder eller handicap på arbejdsmarkedet, er henvist til at gå til domstolene.
Ligestillingsminister Eva Kjer Hansen udtaler:
- Det er betryggende, at Ligestillingsnævnet bliver udgangspunktet for det kommende klagenævn. Ligestillingsnævnet har fungeret godt, og har med stor faglighed behandlet ligestillingsklagesager. Nu får vi et stærkt klageorgan der kan håndtere alle slags klagesager hvilket giver nævnet brede kompetencer. På den måde sikrer vi den bedst mulige behandling og dermed størst mulig retfærdighed for borgerne, siger Eva Kjer Hansen.
Integrationsminister Rikke Hvilshøj udtaler:
- Nu skaber vi en enstrenget klageadgang for alle former for forskelsbehandling, der gør det lettere for borgerne at få behandlet deres klage. En klage skal nu indgives ét sted, uanset om diskriminationen skyldes ens hudfarve eller køn, andre grunde eller en kombination.
- Lovforslaget styrker samtidig retsstillingen for klagere, der har været udsat for etnisk forskelsbehandling. De kan, når det nye Klagenævn for Ligebehandling træffer afgørelse, få fastsat en godtgørelse med det samme. Hvis den ikke betales vil Klagenævnet for Ligebehandling kunne føre sagen for domstolene på vegne af offeret. Det er mere vidtgående end det Klagekomiteen for etnisk ligebehandling kan i dag, og det vil gøre det langt lettere for den enkelte at varetage sine rettigheder.
- Jeg vil gerne slå det helt fast: Vi vil ikke tolerere diskrimination, siger Rikke Hvilshøj.
Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen udtaler:
- Det kan ikke siges for ofte: Det er kvalifikationerne, der tæller. Og det er dem, den enkelte skal måles på. Ikke på hvor gammel man er, hvor man kommer fra, eller om man er mand eller kvinde. Som beskæftigelsesminister er jeg derfor glad for at kunne sende et lovforslag i høring, der sikrer den enkelte en let og gratis adgang til at få vurderet, om man i en konkret situation er blevet udsat for ulovlig forskelsbehandling.
- Lovforslaget forbedrer retstilstanden for den enkelte markant, fordi man fremover kun skal klage ét sted, uanset hvad årsagen er til klagen. Om klagen bliver behandlet af klagenævnet eller henvises til fagretlig behandling afhænger ligesom i dag af den konkrete situation. Det afgørende er, at afgørelsen træffes af et fagligt kompetent nævn, som er sammensat af dommere og jurister. Det sikrer, at Klagenævnet kan træffe fagligt velfunderede afgørelser og dermed få den samme respekt, som Ligestillingsnævnet har i dag, siger Claus Hjort Frederiksen.
Det nye klagenævn bliver oprettet efter modellen for Ligestillingsnævnet. Klagenævnet kan:
- Behandle klager over forskelsbehandling
- Træffe afgørelser om, hvorvidt lovgivningen er overtrådt
- Udmåle og tilkende godtgørelse til ofre for ulovlig forskelsbehandling
- Føre sagen for de almindelige domstole, hvis nævnets afgørelser og forlig, som er indgået for nævnet, ikke efterleves.
Ligesom i dag vil sager om forskelsbehandling på arbejdsmarkedet kun blive behandlet af nævnet, hvis fagforeningen ikke vil føre sagen i det fagretlige system.
Når Klagenævnet for Ligebehandling oprettes, nedlægges både Ligestillingsnævnet under Socialministeriet og Klagekomiteen for Etnisk Ligebehandling under Institut for Menneskerettigheder. Instituttet skal fortsat fremme ligebehandling generelt og kan i den forbindelse bistå ofre for forskelsbehandling med at få behandlet deres klager.
Se en oversigt over hvad Klagenævnet vil betyde for de forskellige grupper her (PDF-fil: 112 kb).
Yderligere oplysninger:
Socialministeriet: Pressesekretær Søren Gregersen på tlf. 33 92 46 71 eller afdelingschef for Ligestillingsafdelingen Vibeke Abel på tlf. 33 92 33 11.
Integrationsministeriet: Pressesekretær Thomas Harder på tlf. 33 95 58 48 eller konstitueret kontorchef Frederik Gammeltoft på tlf. 33 95 14 78.
Beskæftigelsesministeriet: Presse- og kommunikationschef Charlotte Jepsen på tlf. 40 44 45 76, specialkonsulent Trine Hougaard på tlf. 70 20 50 78 eller fuldmægtig Susanne Højgaard Mens på tlf. 72 20 50 77.
|
 |
|
|
|
|
|
|