Skal der være flere kvindelige chefer?
Ja, det synes i hvert fald 61 journalister, tegnere, fotografer og layoutere på Politiken.
For en måned siden skrev de et indlæg, hvor de klagede over, at chefredaktionen på Politiken var kvindefri – for 123. år i træk.

Og de påpegede meget rammende, at:
”Det er et problem, fordi Politiken rask væk tillader sig at kritisere ulige kønsfordeling uden selv at leve op til idealerne.
Fordi der slet og ret ikke er noget feministisk bøsseævl herinde.
Kun ævl.”

Tænk at det skal hedde sig, at der ikke er noget feministisk bøsseævl på Politiken!

Oven på den svada, blev ledende chefredaktør Tøger Seidenfaden så afkrævet et svar.

Seidenfaden slog fast, at det hele tiden har været en målsætning at få kvinder ind i ledelsen.
Men, ”det er sværere end jeg troede for 13 år siden, men nu er vi på vej opad”.
Og har undskyldte sig yderligere med, at:
”I de 13 år jeg har været på Politiken, har der været dramatisk færre kvindelige end mandlige ansøgere til lederstillingerne.
Men når en tredjedel af medarbejderne er kvinder, så overser vi formodentlig nogle talenter, når vi ikke også har en tredjedel kvinder i ledelsen.”

**
Det var hvad Tøger sagde og jeg må indrømme, at jeg har lidt ondt af Tøger.
Jeg tror faktisk på, at han er fuld af god vilje.
Men det har bare ikke lige flasket sig for ham.

Sådan var det også for to år siden, da han deltog i et møde på Københavns Universitet om særbehandling af kvinder og indvandrere.

Også ved den lejlighed blev Seidenfaden spurgt om, hvorfor der var så få kvindelige redaktører på Politiken.

Seidenfaden kunne ikke umiddelbart give nogen fornuftig forklaring, men han erklærede - ved den lejlighed - at han godt kunne se det fornuftige i kvoter for kvindelige redaktører. ”For så blev han jo nødt til at gøre noget ved sagen”.

Jeg synes ærlig talt, at det er en tynd undskyldning.
For hvis Seidenfaden virkelig tog spørgsmålet alvorligt, så havde han vel ikke brug for kvoter? Så kunne han bare gå i gang.

Kvoter er bare en dårlig undskyldning for, at man ikke tager sig sammen og passer sin ledelsesopgave.
Og den ledelsesopgave består blandt andet i at udnytte alle talenter.
Både blandt nuværende og blandt potentielle medarbejdere.

Jeg synes sådan set diskussionen om kvindelige ledere er enkel nok.
Kvinder skal ikke være chefer, fordi de er kvinder.
Kvinder skal ikke til tops på kvoter men på kvalifikationer.

Drivkraften for at få et topjob skal være, at man har evnerne og ambitionerne.
Ikke at man bliver betragtet som offer.

En lav andel af kvindelige direktører i private virksomheder er ganske rigtigt et problem.
Det vidner om, at halvdelen af samfundets talentmasse bliver udnyttet for lidt. Hvis man kun dyrker halvdelen af sin jord, får man heller ikke det maksimale udbytte.

I øvrigt er det jo i arbejdsgivernes egen interesse.

De fleste virksomhedsledere ved udmærket godt, at denne diskussion handler om talenter – mere end den handler om køn.
Virksomhedslederne er nemlig konstant på udkik efter ledertalenter.

**
Jeg anerkender, at det faktisk godt kan være svært at finde egnede kvindelige kandidater til topposter. I hvert fald i det private erhvervsliv.

For det danske arbejdsmarked er nemlig desværre meget kønsopdelt.
De fleste kvinder arbejder i den offentlige sektor, og derfor er det desværre ikke så overraskende, at mænd fylder mere i private virksomheder – også på direktionsgangen.

Også uddannelserne er meget kønsopdelte.
Det har en betydning for karrierevejene.
Vejen til toppen i en større dansk virksomhed går typisk gennem ingeniør- eller økonomstudiet.
Derfor er det altså også op til kvinderne at tage de uddannelser, som fører til tops.

Heldigvis er nye tider på vej. Kvinderne er i overtal på mange af de videregående uddannelser, og ambitionerne hos kvinder fejler heller ikke noget. I dag er de ingen tvivl om, at kvinder sætter en ære i at gøre karriere.

Jeg mener, at kvinder har det der skal til for at blive gode ledere.
De skal bare blive bedre til at vise det og kræve deres ret. Hvis de ikke får den løn, de er værd, skal de søge andre græsgange i stedet for bare at resignere.

Og så skal kvinderne lære af de dygtigste ledere.
De dygtigste ledere har gode netværk, som de bruger aktivt.

De færreste lederstillinger bliver besat via jobannoncer, de fleste liver besat ved hjælp af netværk, headhuntere m.m..
Her må kvinderne blive bedre til at danne og udnytte netværk – både indbyrdes og med deres mandlige kolleger.

Selvfølgelig skal kvinder da benytte de samme metoder som mænd, når de have plads på direktionsgangene!
Hvis kvinderne bilder sig ind, at de kan komme til tops uden tage de karriererettede uddannelser og uden at networke, så skyder de virkelig sig selv i foden.

Videncenter for Finans har for nylig offentliggjort en undersøgelse om køn i den finansielle sektor. De interviewede ledere siger igen og igen, at de gerne vil have kvindelige ledere, men kvinderne søger simpelthen ikke.

Det kan da godt være. Men når de samme – mandlige – ledere så bliver spurgt, hvordan de har fået deres lederjobs, så viser det sig faktisk at de er blevet tilbudt jobbet. Det viser noget om betydningen af netværk.

Nogle gange arbejder kvinderne i organisationer, som har op til flere projekter i gang for at øge andelen af kvinder i lederstillinger. Men hvis den reelle jobfordeling sker i de uformelle netværk, så er det altså hér man skal være.

Lederne skal udfordres på deres gode vilje. De skal reelt invitere de kvindelige ledere og talenter indenfor i deres old-boys netærk.

Kvinder skal sige det højt, når de har ambitioner om gøre karriere. Og så skal virksomhederne selvfølgelig tage dem alvorligt.

Det skubber jeg gerne på for at opnå. Jeg har planer om at udarbejde et charter - en slags frivillig kontrakt, som private og offentlige virksomheder kan underskrive. Charteret bliver udarbejdet i løbet af 2007 og bliver en platform for et fælles, målrettet arbejde for at få flere kvinder til tops.

Når de bedste ledere skal findes, bør der være både kvinder og mænd – ellers er der stor risiko for, at man ikke får fat i de bedste.

Politiken bragte - her i søndags - en interessant artikel om sexisme på de svenske direktionsgange.
Direktøren Lars Engström berettede om, hvordan kvinder blev udsat for ”karlekammer-tonen”, og hvordan de blev nedvurderet, selvom der faktisk er egnede kvindelige lederemner.

Engström berettede om, hvordan stærke kvinder, blev anset for at være ubehageligt dominerende. Men når man fandt den samme egenskab hos en mand, blev den anset for positiv.
Og så blev kvinder anset for at ødelægge klubhus-atmosfæren.

Hvis den slags holdninger hindrer kvinder i at komme til tops, har virksomhedernes ejere virkelig et problem.
Tilsidesættelse af gode menneskelige ressourcer reducerer virksomhedernes værdi.

Og jeg tror, at den slags slendrian er på vej ud.

Nu berettede artiklen faktisk også, hvordan Engström selv var kommet på bedre tanker.

Og Engströms fremadrettede budskaber var faktisk ganske interessante.

Det mest afgørende var: ”Gift dig med en mand, der er fuldstændig ligestillet i både tanker og handling.”

Jeg er helt enig.
Topledelse er ikke en badeferie. Det kræver fuld opmærksomhed.

Derfor har man brug for opbakning på hjemmefronten for at gøre karriere. Både opbakning fra ægtefællen – og mulighed for at købe sig til hjælp med alle de hjemlige gøremål.

Mange feminister mener, at manglen på kvindelige topchefer er et problem, der kræver en særlig politisk kvoteløsning.

Det giver bare ikke mening, når den manglende ligestilling på lederniveau i Danmark først og fremmest har sin rod i et privat problem: Nemlig at mænd og kvinder stadig ikke giver hinanden lige meget ansvar i hjemmet.

Vi bør hver især tage konfrontationen i hjemmet om fordelingen af opgaverne.

Lad mig derfor slutte af med et enkelt budskab.:

Ligestillingens vigtigste forkæmpere er ikke velmenende politikere med forbudsløsninger, der i virkeligheden bare er lappeløsninger.

De vigtigste forkæmpere er mænd og kvinder selv. Vi skal simpelthen tage ligestillingskampen i hjemmene. Det er her kampen skal vindes.